kontakt@kvindeokonomien.dk

Finansielt Homeparty

Finansielt Homeparty er et koncept, udviklet af ildsjælene bag Kvindeøkonomien, som du kan gøre brug af, hvis du gerne vil blive klogere på privatøkonomi – og gerne vil gøre det i et uformelt og hyggeligt forum med andre kvinder.

Formålet er, ligesom med resten af Kvindeøkonomien aktiviteter, at sprede motivation og viden med henblik på, at få flere kvinder til at tage styringen på deres egen økonomi – og få råd til mere. Vi tror på at læring og vidensdeling sker bedst i grupper, og vi mener ikke, at det behøver at være hverken tungt eller kedeligt, at blive klogere på privatøkonomi. Derfor Finansielt Homeparty!

Finansielt Homeparty er allerede blevet afholdt et par gange med stor succes – både for venindegrupper og som mor/datter-arrangement. Læs fx artiklen her, fra da Finans.dk besøgte et Homeparty i juni. Det omtalte Homeparty blev afholdt i BankNordiks lokaler på Amager, men konceptet kan ligeså godt rulles ud i en privatstue, i et forsamlingshus, på en hyggelig café eller et helt fjerde sted.

Vi ønsker at Finansielt Homeparty som koncept spreder sig som ringe i vandet, og at deltagerne selv får lyst til selv at tage initiativ til et nyt Finansielt Homeparty. Det er ganske gratis at gøre brug af konceptet, og vi giver dig her en guide til, hvordan du selv kan arrangere et Finansielt Homeparty for dig og dine veninder eller andre kvinder i dit netværk – eller netværks netværk.

 

Hvem er Finansielt Homeparty for:

Konceptet er for alle kvinder, der kan genkende/oplever økonomiske spørgsmål i livets forskellige faser (faser som fx involverer fællesøkonomi, flytning, ægteskab, arbejdsløshed, barsel, pension, skilsmisse m.m.), og som ønsker en plan og viden for at blive sit eget livs finansielle styrmand.

Livet igennem opstår nye økonomiske udfordringer, og jo mere forberedte vi er, jo bedre forudsætninger har vi for at tage de bedste valg for os selv og vores egen økonomi. Vores håb er, at de kvinder der tager initiativ til et Finaniselt Homeparty også har lyst til at være med til at sprede budskabet om Kvindeøkonomien som bevægelse og der igennem være med til at motivere og inspirere kvinder til større interesse for privatøkonomi.

 

Sådan arrangerer du et Finansielt Homeparty:

  1. Sæt en dato med et tidsinterval på fx tre timer.
  2. Beslut dig for hvilket emne dit Homeparty skal have. Det kan fx være investering, pension, lån/bankforretning, budgettering, ægtepagt, testamente eller lign.
  3. Tag eventuelt udgangspunkt i vores invitationsskabelon (som du kan downloade her inden længe) og justér så den passer til dine behov.
  4. Skaf en oplægsholder eller to. Måske kender du selv den rette, og ellers hjælper vi dig gerne med at finde en passende oplægsholder. Du finder HER en liste over vores nuværende oplægsholdere. Listen vil løbende blive opdateret med nye oplægsholdere. Du kan også skrive til os på kontakt@kvindeokonomien.dk eller i Facebookgruppen. Vi kan ikke love, at vi kan finde en oplægsholder, men vi hjælper, hvis vi kan. Oplægsholderen skal, i Kvindeøkonomiens ånd, være villig til at holde oplægget gratis for at støtte den gode sag.
  5. Find ud af hvor arrangementet skal afholdes og hvor mange deltagere, der kan/skal komme. Det hedder ‘Homeparty’, og der er derfor lagt op til at du holder arrangementet hjemme hos dig selv. Du kan dog også vælge at holde det et andet sted.
  6. Find ud af, hvordan deltagerne skal tilmelde sig. Du kan bruge billetsystemer som Billetto eller du kan vælge at deltagerne skal tilmelde sig via mail. Dette afhænger af antallet af deltagere, og hvad du synes er nemmest.
  7. Invitér dine veninder, deres døtre, dine kollegaer eller andre i dit netværk, som du gerne vil holde Finansielt Homeparty med. Det er en god idé at sætte et minimum antal deltagere, som skal tilmeldes inden en specifik dato, for at arrangementet gennemføres. På den måde undgår du at skulle aflyse i sidste øjeblik, hvis der ikke er så mange tilmeldinger. Det vil oplægsholderen og dem, der er tilmeldt helt sikkert sætte pris på.
  8. Afhold arrangementet, og husk at opfordre deltagerne til selv at tage initiativ til et Finansielt Homeparty. I kan også aftale i gruppen at mødes igen, og gøre det til en fast tradition et par gange om året.
  9. Evaluering – del viden med fællesskabet. Lav gerne en evaluering med deltagerne på udprintede spørgeskemaer, på mail eller via et spørgeskemaprogram (fx Survey Monkey), og send resultatet til os på kontakt@kvindeokonomien.dk. Skriv også gerne hvad arrangementets emne var, hvem der var oplægsholder og hvordan du selv synes, at det gik. På den måde får vi et samlet overblik over relevante emner, som vi kan fokusere på fremadrettet. Vi behandler selvfølgelig evalueringen helt anonymt.

 

Vigtig info i forbindelse med afholdelse af Finansielt Homeparty: 

Ingen må drive kommerciel virksomhed under Kvindeøkonomiens brand og/eller drage kommerciel fordel af at brande sig igennem Kvindeøkonomien. Det handler om uvildig rådgivning, og som arrangør af et Finansielt Homeparty har du ansvaret for at formidle dette videre til oplægsholderne til dit Homeparty.

 

Hvis du har spørgsmål vedr. afholdelse af et Finansielt Homeparty eller lign. er du velkommen til at kontakte os på kontakt@kvindeokonomien.dk eller via Facebookgruppen.