I dag er det Mændenes Internationale Dag, og vi vil gerne sige det klart: Vi er feminister, og derfor fejrer vi mændenes dag. Ligestilling er ikke et nulsumsspil, hvor den ene part vinder på den andens bekostning. Det er et fælles projekt, hvor vi alle kan opnå bedre forhold – sammen. Vi bliver altid begejstret når mænd støtter op om kvindernes kampdag, og derfor er det også vigtigt, at vi kvinder melder os på banen i dag.
Alt for ofte bliver problemer opdelt i “kvindeproblemer” og “mandeproblemer”. Kvinders lavere løn, mindre pensionsopsparing og færre muligheder på arbejdsmarkedet ses som deres kamp. Mænds højere dødelighed, ensomhed og lavere trivsel ses som deres udfordringer. Men det er forkert. Disse problemer bør ikke være ”mande-” og ”kvindeproblemer”, de er samfundsproblemer, og de kan kun løses, hvis vi arbejder sammen.
Mænd rammes også af kønsroller
Traditionelle kønsroller skader både mænd og kvinder. Kvinder møder barrierer på arbejdsmarkedet og i økonomien, mens mænd rammes af forventninger om at være stærke, være i kontrol over deres følelser og forsørgeren. Statistikkerne taler deres tydelige sprog: Drenge klarer sig dårligere i skolen, mænd dør tidligere end kvinder, og de kæmper oftere med ensomhed og mentale problemer (Rockwool Fonden, 2024)
At bryde med kønsrollerne er ikke kun en kamp for kvinder – det er en kamp, der kan hjælpe os alle. Hvis mænd får friheden til at vise sårbarhed, søge hjælp og engagere sig i omsorgsroller, skaber vi et samfund med plads til flere måder at være mand på og derved også flere måder at være kvinde på. Og når mænd får lov til at deltage fuldt ud i hjemmet, gavner det både dem, deres børn og deres partnere – umiddelbart en win-win situation.
Ligestilling er ikke en kamp imod mænd
En af de største misforståelser er, at feminister ønsker at tage noget fra mænd. Men ligestilling handler ikke om at fratage mænd deres muligheder. Det handler om at skabe lige vilkår for alle. Når vi for eksempel kæmper for en mere retfærdig fordeling af barsel, sikrer vi ikke kun kvinder bedre økonomiske muligheder og en mere lige deltagelse i arbejdsmarkedet – men også at mænd får en reel chance for at være nærværende forældre. Det er en gevinst for familier og samfundet som helhed.
På samme måde er kampen for lige løn og bedre muligheder på arbejdsmarkedet ikke en kamp mod mænd. Det er en kamp for, at alle skal have friheden til at vælge uden at blive holdt tilbage af fordomme og strukturelle barrierer.
Den feministiske bevægelse har historisk været mere aktiv i at formulere hvilke udfordringer, vi vil have løst, og hvordan vi gerne vil have opnået dem. Den feministiske bevægelse har ligeledes formået at få mange kvinder engageret i arbejdet omkring ligestilling, hvor mændenes bevægelse stadig er i sin opstartsfase. Mændenes kamp for at bringe misbrug, voldsdomme og ensomhed skal ikke være på bekostning af kvinders kamp. Men hvis vi vil have mænd til at støtte det kvindelige ligestillingsprojekt, så skal vi kvinder også støtte det mandlige ligestillingsprojekt.
Lad os løse problemerne sammen
Ligestilling handler derfor om noget langt større end én gruppes kamp. Det handler om at skabe et samfund, hvor vi som mennesker bliver mødt på vores individuelle vilkår og har lige muligheder for at skabe og leve det liv vi ønsker. Og her er mændenes rolle helt essentiel. Vi har brug for flere mænd, der går ind i ligestillingsarbejdet og står ved vores side i kampen mod kønsbaserede fordomme og uretfærdigheder. Ikke fordi det er “mændenes tur”, men fordi vi sammen kan skabe bedre løsninger. Lige som vi i dag står på jeres side, så er der også plads til jer ved siden af os. Ligestillingskampen er alles kamp og det er bestemt ikke et nulsumsspil.
Comments