top of page

Kære medlem. Tak for 2021.


Her på falderebet af nytårshilsner, ser vi i Kvindeøkonomien tilbage på et vildt 2021. Det var året, hvor vi fik allermest omtale i medier og presse nogensinde. Faktisk har vi været i enten avis, radio, blade, magasin og TV ikke mindre end 24 gange – ja, lad os bare sige 2 gange om måneden. Særligt tre emner har fyldt; kvinder og investering, ligeløn samt øremærket barsel. Det sidste kommer vi tilbage til.



2021 var nemlig også året, hvor vi sammen med vores samarbejdspartner aktieforvalteren C World Wide afholdte 2 x ”Finansiel Salon” om, hvordan man kommer i gang med at investere og om bæredygtige investeringer. Det skruer vi endnu mere op for i 2022, og vi glæder os til endnu et års godt samarbejde.


Og lige inden nytårsraketterne blev fyret af, blev vores idé om en podcast om pension realiseret med en ny samarbejdspartner, nemlig Forsikring & Pension. Maria Jencel er vært, og I kan glæde jer til 6 spændende afsnit om pension og dens relevans hen over et langt liv.


2021 var også året, hvor vi i Kvindeøkonomien så indad. Med den fart, som vores sag tager og med de mange medlemmer og frivillige, som kommer til og bakker os op (det er vi så glade for!), kiggede vi os selv i spejlet, og besluttede, at vi skulle blive endnu bedre.

Vi startede med en ny direktør, den første i Kvindeøkonomiens historie. Dertil en masse nye og dygtige frivillige – og som det sidste i 2021, lagde vi en ny strategi for et styrket Kvindeøkonomien. Det håber vi, at I vil opdage i 2022, hvor vi bl.a. skruer op for vores medlemsaktiviteter og laver ny hjemmeside med meget mere viden, der kan støtte jer i at skabe det bedste økonomiske fundament for jer selv.


Og så tilbage til barsel. Den sag, der har fyldt mest i 2021. Det er da også til dags én af de største sejre for økonomisk ligestilling i Danmark, at der til sommer rent faktisk kommer lovgivning, som sikrer øremærket


barsel til mænd. Kvindeøkonomiens Årskonference blev afholdt samme dag, som aftalen om øremærket barsel blev offentliggjort, og vi glæder os til at se endnu flere af jer til Årskonferencen i 2022.


Politikerne var ikke modige nok til at gå hele vejen og dele barslen 50/50 – og i sidste ende var det også EU, som sørgede for den øremærkede barsel, så der trods alt kommer 9 uger. Det er bedre end ingenting, men gør langt fra op med de økonomisk skæve konsekvenser, som barsel har for særligt kvinder på arbejdsmarkedet. Det kan vi ærgre os over eller få det bedste ud af. Vi vælger selvfølgelig det sidste.


Når vi ser ind i 2022, får vi nemlig en ny mulighed for at slå et slag for den økonomiske ligestilling, når Folketinget skal forhandle og vedtage den nye lov om øremærket barsel. Her vil Kvindeøkonomien selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at der kommer fokus på at sikre den økonomiske ligestilling.


Derudover forventer vi en politisk debat om måltal for kvinder i ledelse og bestyrelser og et EU-direktiv om løntransparens. Måske er 2022 året, hvor vi igen får en gave fra EU i den økonomiske ligestillings tegn?


Vi håber, at 2022 er året, hvor vi – sammen med alle vores seje medlemmer – for alvor kan gøre samtaler om økonomi hos kvinder lige så relevante og nemme at gå til, som samtaler om arbejde, forhold, sex og mode. For økonomi handler om dit liv, og livet er sgu bare lidt sjovere, når man er fri til at leve det liv, man ønsker for sig selv! Økonomisk frihed er (stadig) vejen til personlig frihed.


Må 2022 bringe jer glæde, drømme og succes – og styrke jer i rejsen mod at blive finansministre i eget liv.




Kærlige hilsner fra alle os i Kvindeøkonomien.


Natalia Rogaczewska, Direktør

Eva Svavars, Forkvinde






bottom of page