Marianne Lynghøj: Karriere og familieliv skal kunne eksistere samtidig
- Kvindeøkonomien Redaktion

- 29. aug.
- 2 min læsning
Fem spørgsmål til Marianne Lynghøj om økonomisk ligestilling, familieliv og karriere

I forbindelse med Kvindeøkonomiens 10-års jubilæum sætter vi fokus på økonomisk ligestilling, arbejdsmarked og de strukturer, der fortsat påvirker kvinders og mænds økonomiske muligheder.
Marianne Lynghøj er selvstændig rådgiver og folketingskandidat for Venstre i Nordsjælland. Hun har mange års erfaring fra konsulentbranchen, hvor hun blandt andet har været partner og vicedirektør i et mellemstort kommunikationsbureau i København. I dag rådgiver hun virksomheder som selvstændig rådgiver. Marianne er desuden medstifter af Alliancen for Kvinders Sundhed, der arbejder for at styrke forskning i kvinders sundhed, nedbryde tabuer omkring kvinders sundhed og sikre, at danske kvinder får flere raske leveår.
Til Kvindeøkonomiens Christiansborg-konference d. 17. september deltager Marianne Lynghøj i panelet “Hvordan kan man skabe forandring?”, hvor fokus er på, hvordan forandring inden for økonomisk ligestilling skabes politisk, kulturelt og i hverdagen.
Som led i jubilæumsåret har vi stillet alle vores paneldeltagere de samme fem spørgsmål. Her deler Marianne Lynghøj sine svar.
Spørgsmål: Hvis du ser på økonomisk ligestilling de sidste 10 år: Hvad er den største reelle forandring – og den største skuffelse?
Den største forandring er, at vi har fået gennemført øremærket barsel, og at vi ser, at barslen bliver delt mere ligeligt mellem mor og far.
Den største skuffelse er, at det går så langsomt med at få flere kvinder i bestyrelserne for danske virksomheder.
Spørgsmål: Hvad taler vi stadig alt for lidt om, når vi taler økonomisk ligestilling?
Betydningen af ligestilling i familierne, herunder adgangen til hjælp i hjemmet, og dermed muligheden for, at begge forældre i en familie kan indgå på arbejdsmarkedet. Vi taler også for lidt om, at kvindelige iværksættere og selvstændige har sværere adgang til kapital end mænd.
Spørgsmål: Hvad er du grundlæggende uenig med i den gængse ligestillingsdebat?
At man bliver kaldt rød, når man har holdninger til ligestilling. Ligestilling bør være en prioritet for alle partier.
Spørgsmål: Hvis du kun måtte pege på én ting, vi burde gøre anderledes de næste 10 år, hvad skulle det være?
Jeg tror, at den vigtigste ligestillingspolitiske kamp i de kommende år bliver at skabe mulighed for, at karriere og familieliv kan sameksistere for både mor og far.
Desværre ser vi nationalkonservative strømninger fra udlandet presse sig ind i den danske debat, hvor traditionelle kønsroller hyldes, og det kan føre til tilbageskridt for ligestillingen og kvinders økonomiske vilkår, hvis ikke vi står imod den nationalkonservative strømning.
Spørgsmål: Hvad er Kvindeøkonomiens vigtigste rolle de næste 10 år?
Jeg ser Kvindeøkonomien som en vigtig aktør for oplysning, som gennem viden og data fører til ny politik.



Kommentarer