Naima Yasin: “Økonomisk ligestilling handler om magt – ikke moral”

Hvorfor taler vi stadig for lidt om magt og økonomisk ulighed?

I forbindelse med Kvindeøkonomiens 10-års jubilæum sætter vi fokus på økonomisk ligestilling, magt og de strukturer, der former menneskers økonomiske muligheder og handlefrihed.

Naima Yasin er sekretariatsleder i SAGA og en markant stemme i debatten om magt, repræsentation og retfærdighed. I denne artikel deler hun sine perspektiver på økonomisk ligestilling, strukturel ulighed og behovet for politiske forandringer.

Som led i jubilæumsåret har vi stillet alle vores paneldeltagere de samme fem spørgsmål. Her deler Naima Yasin sine svar.

Økonomisk ligestilling: Hvad har ændret sig de sidste 10 år?

Spørgsmål: Hvad er den største reelle forandring – og hvad er den største skuffelse?

Største reelle forandring: At vi ikke længere kan lade som om, økonomisk ulighed mellem kønnene er et individuelt problem. Der er kommet data, begreber og offentlig sprog for løngab, pensionsgab, ulønnet omsorgsarbejde og økonomisk vold. Det er sværere i dag at sige “det handler bare om valg”.

Største skuffelse: At ansvaret stadig i praksis placeres hos den enkelte kvinde. Vi har haft 10 år med “viden”, men meget få strukturelle indgreb. Kvinder bliver stadig bedt om at forhandle bedre, spare mere op, tage flere timer, i stedet for at vi ændrer de systemer, der producerer uligheden. Det er oplysning uden konsekvens.

Spørgsmål: Hvad taler vi stadig alt for lidt om, når vi taler økonomisk ligestilling?

Vi taler alt for lidt om magt og omfordeling. Om hvem der vinder på status quo og hvem der betaler prisen. Og så taler vi for lidt om:

• Racialisering, handicap, migration og klasse som økonomiske realiteter, ikke identitetspolitik

• Økonomisk afhængighed i relationer, også i “velfungerende” familier

• Hvordan arbejdsmarkedet er bygget op omkring en maskulin norm uden omsorgsansvar

  
  

Økonomisk ligestilling er ikke kun et spørgsmål om kroner, det er et spørgsmål om handlefrihed.

Spørgsmål: Hvad er du grundlæggende uenig med “den gængse ligestillingsdebat” i?

At ligestilling ofte bliver reduceret til repræsentation på toppen. Som om problemet er løst, når der sidder flere kvinder i bestyrelser, uanset hvordan bunden ser ud.

Jeg er uenig i idéen om, at ligestilling kan opnås uden at udfordre arbejdsmarkedets organisering, vores forståelse af produktivitet og hvem vi mener “bidrager” økonomisk.

Hvis ligestilling ikke forbedrer vilkårene for dem, der har mindst, så er det ikke ligestilling, så er det elitejustering.

Spørgsmål: Hvis du kun måtte pege på én ting, vi burde gøre anderledes de næste 10 år, hvad skulle det være?

Vi skal flytte ligestilling fra kultur til struktur. Det betyder mindre fokus på holdninger og mere fokus på lovgivning, regulering og økonomiske incitamenter.

Fx: pensionskompensation for omsorgsarbejde, markant styrkelse af ligelønslovgivning, reel værdisætning af omsorgs- og velfærdsarbejde.

Ligestilling kommer ikke af sig selv, den kræver politiske valg. Ingen er blevet hjemme, for at andre kunne få lige rettigheder. Alle er blevet tvunget på en eller anden måde.

Spørgsmål: Hvad er Kvindeøkonomiens vigtigste rolle de næste 10 år?

Kvindeøkonomiens vigtigste rolle er at være et ubehageligt, vedholdende korrektiv. Ikke kun oplysning (vi har tallene). Ikke kun fællesskab (vi har bevidstheden).

Men at forbinde viden med politisk pres, at holde beslutningstagere fast på ansvar og at insistere på, at økonomisk ligestilling handler om magt, ikke moral.

Kvindeøkonomien skal være det sted, der nægter at lade ligestilling blive et feel-good-projekt.

Redaktionel note:

Denne artikel er udarbejdet og redigeret af Kvindeøkonomien. I nogle tilfælde anvender vi AI-værktøjer som støtte i research og klargøring af tekst, men alt indhold er gennemgået og kvalitetssikret af redaktionen.