Maia Kahlke Lorentzen: Økonomisk ligestilling kræver politisk pres

Paneldeltager Maia Kahlke Lorentzen om økonomisk ligestilling, repræsentation og rettigheder.
I forbindelse med Kvindeøkonomiens 10-års jubilæum sætter vi fokus på økonomisk ligestilling, arbejdsmarked og de strukturer, der fortsat påvirker kvinders og mænds økonomiske muligheder.
Maia Kahlke Lorentzen arbejder i krydsfeltet mellem tech, digital kultur og menneskerettigheder. Hun er medstifter af netværket Cybernauterne, der undersøger og formidler cybersikkerhed, internetkultur og digital forståelse. Her kortlægger hun blandt andet online bevægelser som manosfæren, konspirationsteoretikere og højreekstremister, men også mere positive og konstruktive fællesskaber som fankulturer og brugerdrevne alternativer til Big Tech. Sammen med de andre Cybernauter udgiver hun også podcasten Cybernormer.
Til Kvindeøkonomiens Christiansborg-konference d. 17. september deltager Maia Kahlke Lorentzen i “Samtale om ligestilling, køn og løsninger” sammen med Thomas Persson Christensen og Naima Yasin. Her skal de blandt andet undersøge, hvordan forskellige erfaringer og positioner former vores forståelse af ligestilling i dag – og hvordan vi skaber en samtale, der bringer os videre.
Som led i jubilæumsåret har vi stillet alle vores paneldeltagere de samme spørgsmål. Her deler Maia Kahlke Lorentzen sine perspektiver på udviklingen i økonomisk ligestilling, lavtlønnede kvinders vilkår, repræsentation og de politiske kampe, der fortsat er nødvendige.
Hvis du ser overordnet på økonomisk ligestilling de sidste 10 år: Hvad er den største reelle forandring – og den største skuffelse?
Den største reelle forandring må være fædreorloven, som vi allerede kan se har påvirket løngabet.
Den største skuffelse er de massive angreb på kvinderettigheder og ligestillingsarbejde, som vi har set globalt, og som desværre også er kommet til Danmark, pakket ind som kritik af "wokeisme" og "nyfeminisme".
Hvad taler vi stadig alt for lidt om, når vi taler økonomisk ligestilling?
Jeg mener, vi taler for lidt om lavtlønnede kvinders vilkår og har en tendens til at fokusere på "toppen" af erhvervslivet.
Hvad er du grundlæggende uenig med i den gængse ligestillingsdebat?
Jeg er uenig i ligestillingsdebatten, når den kun handler om repræsentation af kvinder, uden at forholde sig til, hvor den repræsentation foregår. Det er ikke en sejr med en masse kvindelige politikere, hvis de gennemfører politik, der er fjendtlig over for ligestilling, for eksempel. Eller en masse kvindelige CEOs i olieselskaber, der smadrer planeten.
Hvad er Kvindeøkonomiens vigtigste rolle de næste 10 år: oplysning, politisk pres, fællesskab eller noget helt fjerde?
Jeg vil sige politisk pres. Det er her, modstanden ligger i mine øjne.




Kommentarer