Thomas Persson Christensen: “Mænd er fanget i patriarkatet som alle andre”

Fem spørgsmål til Thomas Persson Christensen om økonomisk ligestilling, mænd og kønsroller

I forbindelse med Kvindeøkonomiens 10-års jubilæum sætter vi fokus på økonomisk ligestilling, arbejdsmarked og de strukturer, der fortsat påvirker kvinders og mænds økonomiske muligheder.

Thomas Persson Christensen er medstifter og formand for Dansk Mandesamfund. Han arbejder for en mere nuanceret og inkluderende ligestillingsdebat med fokus på mænds rolle og ansvar. Gennem kronikker og debatindlæg i landsdækkende medier samt optrædener i blandt andet P1 Debat har han bidraget til samtalen om, hvordan mænd kan være aktive medspillere i ligestillingsarbejdet.

Dansk Mandesamfund engagerer mænd i dialog om maskulinitet, følelsesmæssig intelligens og sociale forventninger og skaber rum for refleksion over, hvordan traditionelle kønsroller kan udfordres og gentænkes. Med baggrund som Senior IT-projektleder og coach kombinerer Thomas praktisk ledelseserfaring med et stærkt engagement i sociale og kulturelle spørgsmål. Han arbejder for en ligestilling, der skaber plads til både sårbarhed og styrke.

Til Kvindeøkonomiens Christiansborg-konference d. 17. september deltager Thomas Persson Christensen i “Samtale om ligestilling, køn og løsninger” sammen med Maia Kahlke Lorentzen og Naima Yasin. Her skal de blandt andet undersøge, hvordan forskellige erfaringer og positioner former vores forståelse af ligestilling i dag – og hvordan vi skaber en samtale, der bringer os videre.

Som led i jubilæumsåret har vi stillet alle vores paneldeltagere de samme fem spørgsmål. Her deler Thomas Persson Christensen sine perspektiver på økonomisk ligestilling, kønnede forventninger og mænds rolle i ligestillingsarbejdet.

Hvis du ser overordnet på økonomisk ligestilling de sidste 10 år: Hvad er den største reelle forandring – og den største skuffelse?

På plussiden: Kvinderne har overhalet mænd i optaget på universiteterne. Kæmpe plus, at vi er kommet ud over, at længerevarende uddannelser er noget for mænd. Det vil have langsigtede indvirkninger.

Den største skuffelse er, at de fleste – mænd og kvinder – stadig påstår, at de ikke er ramt af bias, og at alt om ligeløn og så videre er noget vrøvl. Mængden af mennesker, der siger "vi har ligestilling".

De nye undersøgelser om ledere, der får døtre, og indvirkningen på deres kvindelige ansatte, er ikke overraskende, men skræmmende. Hvordan så de ledere på kvinder, før de fik døtre?

Hvad taler vi stadig alt for lidt om, når vi taler økonomisk ligestilling?

Den måde, vi opfatter opgaverne som kønnede og lønner dem derefter. Omsorg som feminint, for eksempel. Teknik eller noget, der kan faktureres direkte pr. time, er mandigt. Alt, der er feminint, er en udgift. Emma Holten har sat det på tavlen, så rigtig mange – især kvinder – er klar over det, men der sker ikke en skid på ledelses- eller politisk niveau.

Hvad er du grundlæggende uenig med i den gængse ligestillingsdebat?

At mænd har magt til at ændre deres eget liv. At alt, der sker for kvinder, er strukturelt og skal løses i fællesskab, mens mænd er individer, der selv har skabt og selv skal løse deres problemer.

Som om de ikke er fanget i patriarkatet som alle andre.

Hvis du kun måtte pege på én ting, vi burde gøre anderledes de næste 10 år, hvad skulle det være?

Vi skal finde en måde at snakke om, hvad det er, vi lærer vores børn, og hvordan det kan gøres bedre.

Hvad er Kvindeøkonomiens vigtigste rolle de næste 10 år: oplysning, politisk pres, fællesskab – eller noget helt fjerde?

I hvert fald de to første. Men intet frivilligt arbejde uden fællesskab.